Mille som højskoleelev
Når man nu er så heldig som jeg, at være ansat som højskolelærer, sker det ofte, at man tænker ”jeg gad godt være højskoleelev.” Det gør jeg i hvert fald.
Men jeg kan tilføje et lille ”igen.”
Jeg har nemlig for snart 13 år siden også været heldig at gå på højskole. Jeg forestiller mig dog, fordi det var en musikhøjskole, at jeg fik en lidt anden oplevelse, end den eleverne her på VIH får med sig.
Jeg synes så, jeg vil dele en smule af det med jer.
Først og fremmest – og det står meget tydeligt i min erindring. Vi mødte op søndag den 8.august 1999 og da vi havde vores første samling, stod vores forstander Jens Grøn ved et stort danmarkskort med en kasse nåle. Så præsenterede han ellers os alle ved navns nævnelse og satte en nål i vores hjemby. En blå nål for drengene og en rød for pigerne.
Det kan godt være mine kolleger her på VIH er lidt irriterede over, at jeg lærer elevernes navne forholdsvis hurtigt, men jeg kommer ikke i nærheden af Jens Grøns præstation. Han kendte os før vi kom - ud fra et sølle lille pasfoto… Jeg var - og er - imponeret.
Jeg gik på Vestbirk højskole. Den bukkede desværre under for det økonomiske pres i 2006 og lukkede, men det var en musikhøjskole. Dvs. at vi i sammenligning med VIH i store træk spillede musik i stedet for at dyrke idræt.
Man valgte sig ind på et linjefag, som man havde på skemaet de fleste dage (jeg var på rock) og derudover var der forskellige valgfag.
Vi havde også samling hver dag, og sang selvfølgelig en masse fra højskolesangbogen.
Vi gjorde rent og lavede mad, og som jeg husker det, spillede vi sindssygt meget risk og drak litervis af billig sodavand fra brugsen i Østbirk. (Ikke så stor som Bilka, men det gik.)
I stedet for at tage på ski- eller adventure-tur lavede vi bl.a. vores egen musical. En KÆMPE oplevelse.
Den hjemmeskrevne musical kom til at hedde ”TorneroseR”, og handlede om hvad Tornerose drømmer om i løbet af de 100 år. Vores prinsesse spaltede sig i 5 - blev til en narkoman, et anorexioffer, en transvestit, et incestoffer og en perfektionistisk og undertrykt psykolog, og alle disse mødtes i en selvhjælpsgruppe styret af psykologen, (som nok i virkeligheden havde lige så meget brug for behandling, som patienterne.)
Det var fantastisk at være med i en sådan proces fra start til slut. At skrive manuskript, at øve, at skrive musik, at lave kulisser, at styre teknikken, og at vise det hele for elever fra forskellige inviterede skoler og for vores familier ikke mindst.
Jeg forestiller mig, at vores stolthed efter endt show var lige så stor, som når eleverne her på VIH har gennemført en triathlon på Playitas, eller på skituren er kørt ned af den sorte piste for første gang. Og jeg finder da gerne VHS’en frem, hvis nogen ønsker et smugkig
Vi havde en fantastisk tid på Vestbirk, og faktisk var mit højskoleophold i stor grad med til at føre mig her til VIH. Jeg fik færten af, gerne at ville arbejde mere med musik, og smittet af lærernes entusiasme for højskolearbejdet, fik jeg også fornemmelsen af, at et lignende job ville være lige noget for mig.
Jeg var ikke 100% afklaret på min fremtid da jeg tog derfra den 18.dec 1999, men nu har jeg været musik-højskole-lærer i 30 måneder, og jeg elsker hvert et øjeblik.
Mille, underviser på VIH